Livet som MCS’er i Grønland

Livet som MCS’er i Grønland

Af Hanne Kleinschmidt Jensen, Nuuk

hanne@nuuktv.gl

Mit navn er Hanne Kleinschmidt Jensen, jeg er 51 år, har to voksne børn og bor i Nuuk i Grønland sammen med min mand.

Jeg er bogholder på NUUK TV, hvor jeg har været ansat i halvandet år, og er helt fantastisk heldig med at være på

en arbejdsplads, hvor man tager meget vidtgående hensyn til MCS.

I min fritid dyrker jeg motion, og så sejler vi meget og er i det hele taget meget ude i naturen, når vejret tillader det i sommerhalvåret. I vinterhalvåret er det ret svært at være MCS’er i Grønland. Det er koldt, der er meget sne, og vi holder vinduer og døre lukkede pga. kulden, så ’dufte’ får lov at hænge meget i luften.

Få kender MCS i Grønland

MCS-begrebet er meget ukendt i Grønland, og det er svært at fortælle om MCS på grønlandsk, fordi der ikke findes oplysningsmateriale på grønlandsk, og mange læser og forstår ikke dansk.

Jeg og en anden MCS’er har netop dannet en lokalgruppe under MCS Foreningen/ www.mcsforeningen.dk og nu vil vil ansøge Forebyggelsesrådet om penge til at få udgivet oplysningsmaterialer på grønlandsk.

Syg i 12 år

Jeg er ikke diagnosticeret med MSC, men jeg mener selv, det er det, jeg har, efter 12 år med gentagne lungebetændelser, astmatisk bronkitis, astma og diverse allergiske reaktioner.

På et tidspunkt klagede jeg min nød til lægeklinikken, da jeg fik ledsmerter og blev meget træt, ukoncentreret og fik kvalme, når jeg blev udsat for parfumedufte. Her fik jeg at vide, at man ikke kunne få den type symptomer af parfumeallergi – det giver kun eksem.

På daværende tidspunkt arbejdede jeg i et firma med mange unge ansatte, der brugte meget parfume. Indimellem havde jeg det meget slemt og måtte tage hjem i seng, ellers slæbte jeg mig igennem 6 timer om dagen og så hjem i seng. Jeg spurgte, om der kunne tages hensyn, men det gjorde mine kolleger ikke. De troede simpelthen ikke på, at jeg blev syg af det, og da chefen ikke fulgte op på det, stoppede jeg med at arbejde.

Tager hensyn – og så alligevel ikke

Der er også mange, der siger, at de forstår og gerne vil tage hensyn, men handlingen er en anden. Så undskylder de sig og siger, at jeg bare skal holde afstand fra dem, og det er jo altså bare ikke nok, for duftene er jo luftbårne og når mig jo alligevel. Andre siger, ”det er jo din sygdom og dit problem”, så jeg synes, det er hårdt.

Jeg kender nogle få stykker her i Nuuk med MCS, de er både af dansk og af grønlandsk oprindelse. I lang tid i starten troede jeg, at min MCS havde noget med min etniske oprindelse som grønlænder at gøre – fx at min krop ikke ’kender’ de ting, vi spiser i dag. Det tror jeg ikke længere.

Grønlandsk årsag?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har MCS, men måske har det noget med de betingelser at gøre, som jeg har levet/lever under:

• At man pga. befolkningseksplosionen i 1960’erne byggede boligblokke af beton og andre tvivlsomme materialer.
• At man i en årrække har benægtet, at skimmelsvampe skulle eksistere i Grønland.
• At vi i mange år har været tvunget til at bo i usunde boliger, da ejerboliger er vildt dyre at købe, og tildeling af byggegrund foregår ved lodtrækning, hvor der ofte er 100 ansøgere til 1 grund og derfor ventelister på boliger på 17 år.
• At der er konstateret store mængder af tungmetaller og andre gifte i vores pattedyr og i fisk.
• At der er konstateret store mængder af diverse nedfald af forurening fra resten af verden på indlandsisen, som jo smelter og indgår i kredsløbet på fødekæden.

Jeg prøver at leve sundt og så vidt muligt købe økologisk mv., men desværre er vareforsyningerne ikke så optimale, som man kunne ønske sig. Vores lokale Brugs og Matas er ret flinke til at føre et rimeligt stort udvalg af økologiske varer, men de bliver hurtigt udsolgt. Kød og fisk er vi stort set selvforsynende med, da vi går meget på jagt og fiskeri.

Jeg har mistanke om, at der er mange flere, der har MCS i Grønland, men det sløres af, at det bliver betegnet som astma, hypokondri osv. osv.