P R E S S E M E D D E L E L S E
- november 2009
Kære redaktion
I denne uge (23.-27. november) udkommer MCSinfo – medlemsbladet for Danmarks største forening for duft- og kemikalieoverfølsomme – med bl.a. følgende artikler:
Nytåret gør Tia ekstra syg
Tia overvejer at forlade Danmark, som hun oplever som en ’kemisk krigszone’ i december og januar pga. nytårsfyrværkeri
Kvalme, hovedpine og svimmelhed er en fast følgesvend for Tia Misrahi hver eneste nytårsaften – og årsagen er ikke alkohol, men alle de kemikalier og gasser, der ligger som en dyne over Danmark i månederne omkring nytår.
Særlig slemt havde Tia det sidste nytårsaften, hvor hun og familien blev tvunget til at forlade deres hus og tilbringe nytårsaften på et motorvejshotel i Jylland – langt væk fra den nærmeste nytårsraket og tunge kemikalietåger.
Læs mere side 8-11 i MCSinfo november 2009
NUUK TV hædret
Den grønlandske lokale TV-station hædret af MCS Foreningen i Danmark, fordi stationen gør ekstraordinært meget for at begrænse dufte og kemikalier i stationens arbejdsmiljø
Hanne Kleinschmidt kan beholde sit job som bogholder på tv-stationen, selvom hun har duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS), fordi hendes arbejdsgiver tager særlige hensyn. Fx har stationen:
- fået lavet malerarbejde, når Hanne er på ferie, så der er ’duftet af’, inden hun vender tilbage.
- ændret personalepolitikken, så alle nu skal tage hensyn ved brug af parfumer.
- udskiftet alle håndsæber og opvaskemidler samt hår- og make-up-produkter til studieværter med duftneutrale produkter.
- bedt eksterne medarbejdere – fx revisor – om at tage hensyn.
Læs mere side12 i MCSinfo november 2009
MCS-hus i USA’s ørken
MCSinfo har fulgt bygningen af et helt specielt MCS-hus i USA, hvor man næsten 100 % undgår kemikalier
Steen Hviid bor i USA, og pga. sin duft- og kemikalieoverfølsomhed har han slået sig ned i et lille samfund, befolket næsten udelukkende med mennesker, der bliver syge af dufte og kemikalier i almindelige byer og boliger.
I Arizonas ørken har de skabt et samfund stort set uden kemikalier.
Læs mere side 28-31 i MCSinfo november 2009
Fakta – om MCS:
MCS står for Multiple Chemical Sensitivity (MCS) – direkte oversat ’mangeartet kemisk overfølsomhed’ – i daglig tale ‘duft- og kemikalieoverfølsomhed’ eller MCS. MCS-symptomer er irritation i øjne, næse og luftveje, svimmelhed, hovedpine, vejtrækningsbesvær, hukommelses- og koncentrationsbesvær, kløe og udslæt, ledsmerter og hjertebanken.
MCS’ere bliver syge af kemiske stoffer i mængder, der ligger langt under de fastsatte grænseværdier. MCS’ere reagerer altså kraftigt på dufte og kemiske stoffer, som andre knap mærker. Forskerne ved endnu ikke præcist, hvor mange der har MCS – Miljøstyrelsen har nævnt 50.000 danskere. Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed forsker i MCS under ledelse af cand.scient.san. Sine Skovbjerg, 39 77 73 04 + sinsko01@geh.regionh.dk, www.mcsvidencenter.dk
Yderligere oplysninger kan fås hos
MCS Foreningens pressekontakt, Joan Grønning, 4050 3868
www.mcsforeningen.dk
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!