MCS-logo

 

 

P  R  E  S  S  E  M  E  D  D  E  L  E  L  S  E

   

Sæsonens buket
til sygeplejerske Anne Marie Topp

MCS Foreningen har indstiftet ’Sæsonens Buket’, der bliver givet til en person, et firma eller andre, der gør hverdagen med den invaliderende duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS) lettere.

”Man kan udføre sit job, som man får besked på – eller man kan udføre det med engagement, indlevelsesevne og omsorg i en sådan grad, at de, der henvender sig, føler sig velkomne, forstået og hjulpet. Det sidste gør du, og det vil vi gerne sige dig tak for”, sagde formand for MCS Foreningen, Anker L. Warncke, da han overrakte ’Sæsonens Buket’ til sygeplejerske Anne Marie Topp fra Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed.

Det skriver MCS Foreningens medlemsblad, MCSinfo, der udkommer i dagene 2.- 6. marts. MCS Foreningen har bedt sine medlemmer om at indstille kandidater til ’Sæsonens Buket’, der kan gå til personer, firmaer eller andre, der gør livet med MCS lettere.

Et af foreningens medlemmer – Karen Margrethe Andersen fra Svinninge på Fyn – skriver i sin motivation bl.a.:

"Den første, der bør have Sæsonens Buket, er sygeplejerske Anne Marie Topp fra Videncenterets Rådgivning, hvor hun tager imod opkald fra os MCS’ere og vores pårørende. Vi oplever mange ting, som vi ikke selv forstår – også i sundhedsvæsnet – som hun ’lægger øre til’ og prøver at forklare os sammenhængen. Vi føler os jo ikke forstået, og vi ser måske slet ikke syge ud – derfor:

HJERTELIG TAK Anne Marie, din indsats ’i det skjulte’ har været stor – nu må der ’billede på’.

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed er et nationalt center, som varetager opgaver vedrørende forskning i og information om duft- og kemikalierelaterede symptomer, og som også tilbyder en rådgivningstelefon, der er åben for personlige henvendelser hver tirsdag kl. 9.00-14.00 på 39 97 84 55. Læs mere side 10 i MCSinfo marts 2009.

Læs mere side 10 i MCSinfo marts 2009          

 

Fakta – om MCS:

MCS står for Multiple Chemical Sensitivity (MCS) direkte oversat ’mangeartet kemisk overfølsomhed’ – i daglig tale ”duft- og kemikalieoverfølsomhed” eller MCS. MCS-symptomer er irritation i øjne, næse og luftveje, svimmelhed, hovedpine, vejtrækningsbesvær, hukommelses- og koncentrationsbesvær, kløe og udslæt, ledsmerter og hjertebanken. Mange beskriver deres MCS -symptomer som ”en cocktail af migræne og influenza”.

MCS’ere bliver syge af kemiske stoffer i mængder, der ligger langt under de fastsatte grænseværdier. MCS’ere reagerer altså kraftigt på dufte og kemiske stoffer, som andre knap mærker. Forskerne ved endnu ikke præcist, hvor mange der har MCS – Miljøstyrelsen har nævnt 50.000 danskere. Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed forsker i MCS under ledelse af læge Jesper Elberling, 39 77 73 04, www.mcsvidencenter.dk

 


Yderligere oplysninger kan fås hos

MCS Foreningens formand Anker Warncke, 70 20 10 37

www.mcsforeningen.dk