MCS-logo

 

 

P  R  E  S  S  E  M  E  D  D  E  L  E  L  S  E

   

Har politikerne glemt de Rentolin-ramte?

Rentolin-ramte lider stadig – bl.a. med spontane aborter og nyresyge børn - og det har de gjort hver eneste dag, siden de i midten af 90’erne fik smadret deres hverdag. MCS Foreningen kalder det ”en skandale” – og de ramte føler sig glemt og svigtet af politikerne

Hukommelsesbesvær, depression, udslæt, ødemer, astma, nyreproblemer og økonomisk ruin er ifølge Rentolinforeningens formand, Ellen-Margrete Christensen blot nogle af de ting, tusinder af Rentolin-ramte kæmper med hver eneste dag. Oven i det har der været mange spontane aborter i Rentolin-familier og i 11 familier har børn fået utætte nyrer og to venter på en nyreoperation.

”Det er skræmmende tal, som vi gerne vil have en forklaring på”, siger Rentolinforeningens formand, der bliver bakket op af Anker L. Warncke, formand i ”MCS Foreningen – foreningen for duft- og kemikalieoverfølsomme”.

Menneskelig nedtur og økonomisk katastrofe

Ellen-Margrete Christensen har gennem årene brugt over 400.000 kr. af egen lomme på at kæmpe for de ramtes sag.

”Vi har fået masser af sympati, men ingen hjælp. Senest - efter 7 års ventetid - kom en prøvesag endelig for Landsretten, men sagen blev udsat af taktiske årsager. Nu må politikerne skære igennem og træde i karakter. Ellers ender jeg og andre Rentolinramte med at dø, før der kommer en afklaring, siger den 73-årige formand.

En skandale

I MCS Foreningen er man lige så klar i mælet:

”Det er en skandale, at der ikke er blevet gjort mere. Intet mindre. Og så kan det undre, at politikerne ikke tør gå efter private virksomheder – især fordi det jo er det offentlige, der får alle udgifter til de syge mennesker. Ligesom bløder-sagen bør de Rentolin-ramte alle få erstatning. Hellere i dag end i morgen, siger Anker L. Warncke, formand i MCS Foreningen.          

 

Fakta – om MCS:

MCS står for Multiple Chemical Sensitivity (MCS) direkte oversat ’mangeartet kemisk overfølsomhed’ – i daglig tale ”duft- og kemikalieoverfølsomhed” eller MCS. MCS-symptomer er irritation i øjne, næse og luftveje, svimmelhed, hovedpine, vejtrækningsbesvær, hukommelses- og koncentrationsbesvær, kløe og udslæt, ledsmerter og hjertebanken. Mange beskriver deres MCS -symptomer som ”en cocktail af migræne og influenza”.

MCS’ere bliver syge af kemiske stoffer i mængder, der ligger langt under de fastsatte grænseværdier. MCS’ere reagerer altså kraftigt på dufte og kemiske stoffer, som andre knap mærker. Forskerne ved endnu ikke præcist, hvor mange der har MCS – Miljøstyrelsen har nævnt 50.000 danskere. Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed forsker i MCS under ledelse af læge Jesper Elberling, 39 77 73 04, www.mcsvidencenter.dk

 


Yderligere oplysninger kan fås hos

MCS Foreningens formand Anker Warncke, 70 20 10 37

www.mcsforeningen.dk