MEDLEMMER FORTÆLLER

sprayTaxa-parfume på ferie

Skrækhistorie fra en ferie, hvor der blev sprøjtet parfume ud i bilen hvert 10. sekund

Af medlem Gudrun Rauer Nielsen, ægtefælle til MCS’er.

Vi havde en fin ferie på Azorerne, men vi var nær aldrig kommet hjem…

Min mand, der har MCS, og jeg var på ferie sammen med to andre par, da vi blev hentet på hotellet af to taxaer.

Da jeg troede, at den ene af de andre ferie-kvinder lugtede af parfume, valgte vi at lave en dame-taxa og en herre-taxa.

Da vi kom frem til lufthavnen efter 10 minutters kørsel, vaklede min mand ud af taxaen og over til den nærmeste bænk, hvor han lagde sig og kæmpede for at få luft. Det viste sig, at taxaerne pumpede parfume ud i taxaen ca. hver 10. sekund, så der hele tiden kom nye ’forsyninger’ af parfume i luften i taxaen.

Min mand kom på hospitalet

En af lufthavnens førstehjælpsfolk så ham ligge der, så han og tre andre begyndte at give min mand ilt. Heldigvis, fordi han mistede følelsen i arme og ben. Han blev anbragt i en kørestol, så vi kunne flytte rundt med ham. Han fik det lidt bedre, men piloten ville ikke have ham med, før han fik en fit-for-flight tilladelse fra en læge.

Vores fly fløj, men vi kunne komme med til København et par timer senere.

I første omgang blev vi kørt til hospitalet i en ambulance. På hospitalet skulle jeg ordne papirerne (husk det blå sygesikringskort), mens min mand blev kørt ind på skadestuen.

Efter lidt tid blev jeg kaldt ind til ham, gennem en åben skadestue, der lugtede af desinfektionsmidler, medicin, parfume og rengøringsmidler. I lokalet sad han med en læge, der holdt på ham. Min mand ville ud, for han kunne ikke få luft igen pga. alle de nævnte dufte. Jeg løb hurtigt med ham i kørestolen gennem skadestuen, gennem svingdørene ved at slå dem op med hans ben og stolen, ud forbi rygerne ved indgangen og bilerne, der holdt i tomgang, og hen, hvor der var luft.

Det var ren actionfilm. Efter os kom lægen og portøren. Jeg måtte også skrive under på, at jeg nægtede at lade ham indlægge og dermed selv påtog mig ansvaret for ham. Så sad han der og prøvede at få luft. Vi kunne ikke komme tilbage til lufthavnen, for vi kunne jo ikke tage en taxa. Ambulancen kom tilbage, men nu måtte de ikke køre med os. Heldigvis lykkedes det ambulancefolkene at skaffe en taxa uden parfume, så vi kom tilbage til lufthavnen, men den næste pilot ville heller ikke have os med, og det kan man jo godt forstå.

Hjem ad omveje

Vi fik tilbudt en ekstra overnatning på hotellet, men det nemmeste og billigste var faktisk at tage en ekstra uges ferie. Det kunne vi dog desværre ikke, fordi vi begge skulle hjem og passe vores arbejde.

Uden ekstra duftpåvirkninger fik han det godt igen, og tilbage på hotellet kom rejsebureauets læge, som udstedte en fit-for-flight erklæring.

Hjemturen indebar et stop-over og en ekstra overnatning, men vi kom hjem uden yderligere problemer. Nu har jeg nemlig lært at snuse taxaer og hotelværelser igennem, inden jeg lukker min mand ind i dem.